Vi voksne kan også være bange

Vi rider på en bølge af angst herhjemme i disse dage. Bøffen har gang i sit andet tigerspring, og synes derfor, verden er lidt for stor og skræmmende, så han græder rigtig meget, og har svært ved at falde i søvn.

Frømanden døjer med eftervirkninger af sin mavevirus, som han stadig ikke er kommet sig helt over, så han er bange for at spise og drikke af frygt for, det hele kommer op igen lige om lidt. Han vågner også og er ked af det om natten.

Det trækker en del i vores tænder, og Hr. Hansen er vist lidt bange for, at det ikke bare er en fase, og at livet med to børn betyder, at han er nødt til at finde sig et arbejde, hvor han ikke er nødt til at lade mig være alene i ugevis. For han elsker sit arbejde.

Problemet er bare, at jeg har angst. Sådan hele tiden. Generaliseret angst, som man har valgt at kalde det, når angsten ikke kan forbindes til noget specifikt som for eksempel edderkopper, vand eller små rum. Jeg er – helt stille og rolig – bange for fremtiden. Eller rettere: Usikkerheden ved fremtiden.

Det bliver godt og grundigt aktiveret af hans skiftende arbejdstider, uforudsigeligheden i at have børn og det faktum, at de to ting kombineret gør det svært for mig at se mig selv i et job inden for min branche, hvor man helst skal være fleksibel og ‘på’ hele tiden. 

Så noget skal ændres. Hvad det præcis skal være, ved jeg ikke. Måske skal jeg videreuddanne mig til noget andet, nu hvor dem inde på Christiansborg alligevel har samlet deres hjerner op fra gulvet, så det faktisk alligevel er muligt for mig at tage en anden uddannelse.

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg ikke har det godt, som tingene er lige nu. Det får min angst til at galoppere.

I den her uge har Kanal 4, i samarbejde med Psykiatrifonden, haft fokus på netop angst. Det er nemlig noget, som rigtig mange af os går og kæmper med, men som de færreste snakker om. Jeg har faktisk haft planer om at fortælle jer om min angst i lang tid, og havde derfor planer om at gribe aktualiteten i tv-kanalens temauge… Men så kom der lige noget sygdom på tværs, jo. Og så endte jeg altså med at ligge temmelig meget i min seng og nusse en slatten dreng på ryggen, mens jeg så urimeligt mange afsnit af Traktor Tom. (Og Onkel Reje, men det kunne jeg godt holde ud. Han er fannerme sjov, altså!)

Så det kommer. Og det var vel bare lige det, jeg ville sige. Der er noget på vej, men jeg vil gerne strikke det ordentlig sammen, før jeg sender det ud til jer, så det ikke bare bliver et skriv, men forhåbentlig noget, som nogle af jer angste typer derude, kan bruge til noget.

Lidt ligesom den der fødselsberetning, som jeg stadig arbejder på at få rørt sammen til en helhed. Og historien om, hvordan jeg mødte Hr. Hansen. Og… Ja, det er egentlig ikke idéer, det skorter på, men tid. Det er sjældent, jeg får tid til at lande foran min computer i det sekund, min hjerne virker godt nok til at formulere hele sætninger, og jeg duer ikke til at skrive på min telefon.

Så det kommer, og jeg håber, I hænger på så længe :)

Pudsigt nok kan jeg se, at januar måned blev den bedst besøgte måned i hele bloggens to-et-halvt-årige liv, med næsten 2000 sidevisninger mere end december 2016, som ellers havde rekorden indtil da. Det blev jeg ret høj over, så det tyder da på, at noget af alt det barselsbavl, jeg får liret af mig, er læsbart. Det gør mig simpelthen så glad, skal I lige vide! Så føler jeg mig ikke så ensom i mit tankespind.

<3