Kender I de der mennesker, der laver opslag i facebook-grupper om, at de leder efter nogen at skrive med? Af og til endda at få en kop tår kaf’ med?
Chancen er, at det gør I nok ikke. Sådan nogle bliver man da ikke venner med, vel? For det er da en underlig måde at gøre tingene på, altså sådan direkte at melde ud, at man savner nogle at hænge ud med.
Hvordan får man så nye venner, når man er blevet voksen, uden at virke som en social amøbe? Når man ikke længere hænger ud i byen, og når ens vennekreds efterhånden er blevet så etableret, at der meget sjældent kommer nye mennesker til?
Vi er begyndt at ses med Naboerne. Eller – vi har været ovre og spise hos Naboerne én gang. Det var afsindigt hyggeligt, og vi tømte næsten en hel bøtte Hansens-is, bare os fire. Vi vil gerne se dem igen, ikke mindst på grund af deres smag i is, men hvordan får man lige sagt det til dem på en ordentlig måde, som ikke virker desperat og stalker-agtigt?
Da man var lille var det så nemt. Dengang aftalte ens forældre bare, hvad dag man skulle lege. Så blev man sat af i en indkørsel med besked om, at man ville blive hentet igen seks timer senere. Og så var man venner. Ved vennedatens afslutning aftalte ens mor en ny dag, og så kørte det bare derfra, ligegyldigt hvor godt man egentlig klikkede, når det kom til stykket. Det var jo ligemeget, det gjaldt bare om at finde nogen at have det sjovt med.
Når man er fyldt 30 er det knap så charmerende at spørge, om nogen gider at lege. Tingene skal gerne gå deres egen, stille gang, og man skal helst ikke virke for ivrig og spørge, hvornår man skal ses igen. Vel?
Og man er virkelig mærkelig, hvis man inviterer nogen, man kun har spist middag med én gang, med til sit bryllup om tre måneder. Ligegyldigt hvor godt man klikker. Right?
Føler mig ligesom Marshall i How I Met Your Mother, der blev lidt for optaget af at servere gouda, fordi han gerne ville have, en vennedate gik rigtig godt…
Hvis du ikke har set det afsnit, kan du se den her video, som Marshall har sat sammen af billeder fra den aften, hvor han og Lily fik besøg af et vennepar, som de meget gerne ville se igen:
It Was The Best Night Ever by dm_509fe792b0d45
6 comments
Åh hvor kender jeg følelsen af, at man gerne vil have udvidet kredsen af venner/bekendte, men ja hvordan pokker gør man? Det virker til, at rigtig mange mennesker har nok i sig selv og det gør det jo ikke ligefrem lettere :-) Men skønt for jer at have fundet sådan et par, og hvor er det let, at det er naboerne :-)
Jeg siger go for it! Inviter dem over en aften og giv dem indbydelsen til brylluppet, så kan I jo altid komme med en en henslængt bemærkning om hvorfor :-)
Go go go!!
Præcis, alle er sig selv nærmest. Det er lidt lettere herude på landet, men slet ikke så godt, som det var i gamle dage (sagde hende på 30, ja…). Sidst jeg flyttede på landet, da jeg var seks år gammel, kom alle naboerne ned forbi “de nye” og sagde hej, der var vejfest osv. Her har vi selv været rundt til de fleste og sige hej, men kun lige i døren og med en bemærkning om, at vi altså er “dem der, de nye”. Man hilser, når man kører forbi, det gør man da. Men der er ingen vejfest.
Tja, jeg havde faktisk lige smidt invitationen i postkassen, da jeg skrev det her indlæg… Og dælme, om der ikke er kommet en invitation til sommerfest den anden vej! (Nu siger jeg jo naboer, men de bor faktisk på den vej, der går vinkelret på vores. Big difference ;))
Så noget siger mig, de synes, det var helt okay med den invitation, selvom de ikke har nævnt den endnu ;D
Hvis blogland er repræsentativt for folket generelt er der mange derude, der ønsker sig flere venner og som synes, at det er svært at finde nye venner som voksen. Jeg har læst flere blog-indlæg med samme emne på det sidste. Pointen er, at andre kan sagtens have det på samme måde og blive glade for, at du/I er mere modige end de selv er! Desuden er det da en kæmpe kompliment, at nogen synes, at man er venne-potentiale – og tør at vise det :-)
KH Lisbet
Du har ret, og jeg havde faktisk ikke lige vendt den sådan før – at det er et kompliment! Og hvis man synes, vedkommende, der bejler, er sød og rar, så bliver man jo glad. Omvendt, hvis det er en, man ikke rigtig ved, om man gider, så bliver man utilpas ved det, ikke? Men så var det nok ikke blevet til venskab alligevel, tænker jeg ;)
Intet at tabe!
Hmm, har ingen tips.. Du må brygge en kande kaffe, købe kage og så er det rem med fiskenettet og snup en sød jævnaldrene på fortovet :D Jeg er sikker på hun straks bliver ellevild, når hun først er ude af nettet og hældt ned i sofaen, du og frøbaby er med garanti skønt sladder og kaffeselskab :D
– Anne
Hahahaha, åååh – billeder i hovedet. Jeg elsker det :D
Frømanden er vældig god til at pludre! Men han gylper ret meget. Og lugter. Han er vist ikke sådan en baby, man scorer nye venner med… ;)