Vingeskudt og med styrtblødende sår

Alt er kaos. Både inden i mig og omkring mig. Der er sket ret omvæltende ting de seneste par måneder, og det er ting, mine tanker kredser om konstant. Ting som gør det svært at skrive om andre emner, hvis jeg ikke først får sagt, hvordan landet ligger.

Jeg kan ikke gå for meget i detaljer endnu. Der stadig er nogle ting, der skal lande, men så snart stjernerne står rigtigt, og overskuddet er der, skal jeg nok fortælle mere. Lige nu er jeg bare nødt til at skrive en kort update her, så jeg igen kan trække vejret og føle mig fri til at dele med jer her på bloggen.

Det hele startede, da jeg gik til lægen i midten af august. Jeg havde haft ondt i maven i ugerne op til sommerferien, men tænkte, at jeg bare lige skulle have ro på, så ville det nok gå over igen. Det gjorde det ikke. Jeg lå med mavekramper det meste af sommerferien, og jeg fik det kun værre, da jeg skulle starte på job igen efter ferien.

Min læge foreslog, at jeg skulle lade mig sygemelde, men det havde jeg ikke lyst til. Jeg var jo for fanden lige kommet i gang! Det ville min chef nok ikke ligefrem blive henrykt for, sagde jeg. Lægen kiggede mig lige i øjnene og svarede, at hvis jeg ikke tog det her alvorligt, så kunne jeg altså dø af det. Hun gik med til at lade mig arbejde hjemme i en uge, og så måtte vi se, om det kunne være en løsning.

Det var det ikke. Så sidst i august blev jeg sygemeldt med arbejdsrelateret stress. Først i to uger, og da de var gået, forlængede lægen det til tre måneder.

Det var svært. Svært at være sygemeldt, svært at geare ned. Men jeg gik fra første sygedag helhjertet ind i helingen med både stresscoach, lægesamtaler, kiropraktor, body-SDS, gåture og meditation. På trods af det, valgte min chef at reagere på den forlængede sygemelding ved at fyre mig. I følge juristerne i min fagforening har der været spekuleret økonomisk i det, hvilket var en ringe trøst, men dog en trøst.

Jeg føler mig på mange måder svigtet og pisset på. Et elendigt arbejdsklima og ditto ledelse har gjort mig syg, og nu skal jeg også bokse med sygedagpengehelvedet og den usikkerhed, det giver. Og efter den dans venter så højst sandsynligt en svingom med Djævlen, a.k.a. Jobcentret, når jeg returnerer til Dagpengeland.

So shoot me now.

Optimismen er ikke overvældende. Faktisk går jeg i panik flere gange dagligt. Jeg er røget tilbage i mine gamle vaner med at overtænke og bekymre mig om alting, og jeg har brug for at lave nødplan på nødplan.

Jeg er træt af, at der skal være så meget modgang. Jeg synes ikke det er fair, for der har ikke været noget som helst at udsætte på min arbejdsindsats. Ja, det er jo for pokker derfor, jeg er blevet stresset – fordi jeg har givet alt, hvad jeg overhovedet havde. Og lidt til. Og har i øvrigt kun fået kæmpe ros hele vejen, lige indtil jeg altså ikke kunne honorere at vende tilbage efter to uger. Det værste, men også en lille trøst, er, at jeg ikke er den første, de har behandlet sådan. Ej heller den sidste.

Jeg vil skrive et mere detaljeret indlæg om det på et tidspunkt, for jeg kan høre, at jeg ikke er den eneste derude, som har oplevet sådan noget. Og når jeg forhåbentlig er på den anden side, kan jeg måske endda også fortælle, hvordan man rejser sig igen (-igen) efter sådan en syngende lussing.

Der er som sagt lige nogle ting, som først skal lande rigtigt. Og så skal jeg blive rask, hvilket lige nu føles som en utopisk tanke.

Kan man vitterligt blive rask i det her system..?