Der sker noget med en, når man bliver nogens mor. Der vokser kløer og pels ud på steder, man ikke lige havde regnet med. Det lydere klammere, end jeg egentlig mener det, for jeg taler selvfølgelig om begrebet “løvemor”.
Sådan en, der brøler op, når nogen begynder at være dumme over for ens elskede afkom. For det er det, der sker, har jeg læst flere steder. Når man får børn, får man pludselig lettere ved at sige fra, i hvert fald på deres vegne. Verden drejer ikke længere om egen navle, og alle behov og antenner peger nu på det lille væsen, som man skal beskytte døgnet rundt, også selvom babyen ikke er fysisk til stede.
Jeg havde godt hørt rygter om, at det var det, moderskabet gjorde ved en, og jeg har faktisk glædet mig til selv at få lidt mere vildskab i kroppen, for det er bare nemmere at sige fra på andres vegne.
Lørdag oplevede jeg så, at jeg faktisk er blevet ramt. Eller bidt eller hvad man nu bliver. Jeg sagde fra, faktisk både på mine egne og juniors vegne.
For at starte ved begyndelsen, så skulle jeg til koncert sammen med min allerbedste Sister From Another Mister (når ens forældre ikke gav én nogle søskende, må man jo vælge dem selv). Vi skulle ind og se Katy Perry, som vi begge er ret vilde med. Koncerten var vildt fed, men mere om den senere.
Vi havde taget lidt gejl i håret, men promillen var der ikke noget spas ved, man er jo nogens mor nu. Jeg forstår nu heller ikke dem, der tager til koncerter og drikker sig i hegnet. En enkelt hyggeøl, jo, det kan jeg være med på, men dem der bæller øl og shots i spandevis, dem forstår jeg ikke. Faktisk bliver jeg rasende på dem, for de oftest ødelægger alle omkringståendes oplevelse med deres lille, private fest. Enten ved at spilde øl ud over det hele, danse lidt for vildt eller synge lidt for højt (og falsk. Altid falsk).
Sådan en flok kom vi selvfølgelig til at stå ved siden af. Fire fulde, lesbiske veninder, der lagde flot ud med at købe en seks-pak kolde fadøl samt en masse shots. Da de efter cirka et kvarter havde bællet det i sig, smed de det hele – krus, papholder og plastikrør – på gulvet, trådte tre skridt væk, og hentede så nye forsyninger.
Da musikken gik på, var vi endt op med at stå bag ved dem, så vi havde fuldt indblik i hele deres koncertoplevelse. Den ene var helt oppe og ringe på et eller andet. Hun var selvfølgelig temmelig høj, og hun dansede bare derudaf, selv til de helt stille ballader, så jeg måtte steppe til højre og venstre konstant for at kunne se scenen. Når hun ikke lige dansede techno-agtigt rundt, havde hun meget travlt med at forsøge at slikke på de andres telefoner, når de prøvede at optage noget af koncerten.
To af dem kom op og skændes, og nægtede herefter at stå ved siden af hinanden. Fik jeg nævnt, de var omkring de 40? Den sidste var bare ude på et scoretogt, hvilket på et tidspunkt gik ud over mig. Muligvis fordi jeg på hovedet havde sådan nogle lyserøde fangearme, der lyste, som hun slet ikke kunne få øjnene fra. Som aftenen skred frem, kunne hun heller ikke holde snitterne fra mit hårpynt, og begyndte at hive i det.
På et tidspunkt skulle hende den høje ud for at hente flere øl, og vi så derfor vores snit til at møve os fremad, så vi ikke længere behøvede at stå bag dem. Da hun kom tilbage, blev hun så begejstret over at se min vrikkende røv foran hende, at hun tog det som en direkte opfordring til at booty bumpe mig.
“Aaaaahaha, så kan vi lige shake booty sammen!”
“Nej, det skal du lade være med!” sagde jeg helt surt og hønserøvsagtigt.
Jeg var simpelthen så træt af, at de fulde mennesker stjal min opmærksomhed, så jeg ikke kunne nyde koncerten. Havde hun nu været sød, charmerende eller bare haft et begreb om, at alle mennesker omkring hende var virkelig træt af, at hun fyldte så meget, så kunne det nok havde været sjovt i to sekunder, ja. Men det var det ikke.
Hun stoppede med røvbumpene, men begyndte så bare i stedet at jage sin albue ind i mig uden at ænse det. Jeg overvejede at tage hende om skuldrene og sige “SÅ skruer vi ned!”, men hun var så langt væk, at jeg vurderede, hun nok ikke ville forstå det alligevel.
I stedet rykkede jeg mig længere ind mod hende, så jeg fik skubbet hende lidt væk, og på den måde fik lidt plads. De rykkede gradvist væk fra os, og jeg nåede lige at glæde mig over det, før cigaretrøgen bredte sig.
“Eeek, hvor jeg bare hader, når folk kommer ind fra rygepause,” øffede jeg til min veninde. For ja, rygere, I lugter surt og ulækkert. Sådan er det bare, fakta.
Det var bare ikke det, vi kunne lugte. En af de lesbiske damer havde tændt en smugsmøg, som hun ihærdigt prøvede at gemme i sin hånd. I et splitsekund tænkte jeg, at jeg bare ville stå og mule over det, som jeg plejer, og måske endda håbe på, de ville forstå et par onde øjne. Men så blev jeg gal. Jeg skulle hjem til mit lille barn, og så ville jeg ikke have deres røg siddende i mit tøj!
Jeg gider slet ikke at gå ind i debatten om, hvorvidt passiv rygning er skadeligt eller ej. Som barn af en storryger ved jeg nemlig alt om, hvor ulækkert det er, når ens mor stinker af nikotin, når man bare gerne vil kramme. Det vil jeg gerne skåne mit afkom for, kald mig endelig hysterisk.
Desuden var jeg ret sikker på, at den smøg var farlig i den stive dames hånd, og så er det i mine øjne dybt respektløst at tænde en smøg i en tæt pakket forsamling, hvor folk ikke har nogen chance for at gå deres vej, hvis de føler sig generet.
Så jeg henvendte mig til hende, og bad med fast stemme, om hun ville være VENLIG at slukke den cigaret. Nu! Først lod hun som om, hun ikke lige vidste, hvad jeg snakkede om, men så smed hun den brødebetynget fra sig – lige ned på et stykke af det pap, som de havde smidt fra sig på gulvet. Heldigvis stod der nogle bag ved, der så det, og fik slukket gløden med det samme. Jeg ved ikke, om pappet var vædet helt igennem af øl, men ellers kunne det sikkert godt have ført lidt ståhej med sig.
Bagefter var jeg rigtig godt tilfreds med mig selv. Jeg fik sagt fra! Uden at dø af det, uden at skabe dårlig stemning. De fire fredsforstyrrere flyttede sig længere væk, og blev endda noget mere afdæmpede. Om det var fordi, jeg havde været sådan en sur en, eller om rusen bare var ved at lægge sig, ved jeg ikke. Men det føltes rart i min mave.
Og så en kort anmeldelse…
Først her kunne jeg endelig for alvor nyde koncerten. Katy leverede et fedt, fedt show, hvor der både var katte og ægyptiske tegn i overflod, hvilket jo er lige ned ad min baggyde.
Kostumerne og sceneshowet var vildt og stort, og Katy svævede flere gange mange meter over gulvet, så vi alle fik mulighed for at komme lidt tæt på hende. Gennemført! For mig var det bedste helt klart de to ekstranumre, Happy Birthday og Fireworks, hvor der dalede balloner og konfetti ned fra loftet, og hvor der blev skudt så meget fyrværkeri af, så det føltes som at stå på Rådhuspladsen nytårsaften.
To gange var jeg ved at tude. Første gang da hun erklærede sin kærlighed til sin lille niece på et år, som i øvrigt er halvt dansk. Anden gang da hun sang Fireworks. Jeg skal simpelthen holde op med at tænke på min baby, når jeg er ude blandt andre mennesker, i hvert fald når jeg ikke har taget vandfast mascara på.
PS: Det her har intet at gøre med seksualitet, vil jeg lige understrege. Jeg nævner kun deres (helt tydelige) præferencer, fordi det spiller ind i forhold til, hvor nærgående de var. That’s all :)
(Pink hår med lys i. Og jeg forstod aldrig, hvor kameraet sad på den telefon…)
8 comments
Lyder som en fed koncert! Og folk med smøger, hvor man ikke må ryge, skulle ‘sparkes i milten’.. :)
Den var virkelig, virkelig fed! Ville dog ønske, lyden i Boxen havde været bedre :/ Der var ikke nok bas! Men showet var der ikke noget at udsætte på :) Og ja. De sku’. Sgu! ;)
Ej, en sur hønserøv du var der…
Uh, det er jo altid dejligt med sådan nogle konstruktive kommentarer som den, du kommer med her. Du kommer nok heller ikke til at læse mit svar, da du ikke har angivet nogen e-mailadresse, så gætter på, du bare har skrevet den her kommentar for at pisse mig af og se, om jeg nu også ville godkende den. Forstår ikke sådan nogle typer som dig, lige så lidt som jeg forstår idioter, der ryger på steder, der generer andre. Sådan er vi desværre så forskellige. Hvis du vil uddybe, hvorfor du ikke mener, jeg handlede rigtigt, da jeg bad en dame om ikke at ryge indendørs i en stor menneskemængde, så er du selvfølgelig velkommen. Ellers må du gerne bare pikle af igen :)
Jeg pikler ind i manegen:)
Syntes måske bare det var liige hys nok nok… Det der med en smøg. Fjong nok, hun skal slukke, men den bliver lidt skinger syntes jeg, når det kommer til at handle om dit barn derhjemme. Kan du så heller ikke færdes i trafikos, gå forbi en bar om aftenen, sidder på cafe med en ryger ved nabo bordet? Lad os nu alle sammen lige tá en slapper, og hygge os lidt sammen. Med alle vores forskelligheder. Så, pikler jeg af igen. Hejhej
Hej igen – og tak for dit uddybende svar! Så længe du begrunder din sviner, så er du jo mere end velkommen :)
Jeg er med på, at rygning er et følsomt emne, som virkelig deler vandene. Men lad mig lige starte med at sige, at jeg synes det er temmelig nedladende at bruge ord som “hys” og “skinger”. Sexistisk, egentlig. Er det det, man er, når man som kvinde ytrer sin mening? Så må jeg leve med at være både hys og skinger til tider.
Nu handler det her indlæg slet ikke om rygedebatten og om, hvorvidt jeg kan tåle røg eller ej, men fair nok – selvfølgelig skal du have et svar, når nu du spørger.
Jeg er vokset op i en familie, hvor alle på nær mig røg, så du kan tro, jeg kan finde ud af at færdes i røgfyldte miljøer. Jeg har også taget alverdens hensyn til rygere. Mit problem er, når rygere ikke tager hensyn til dem, der ikke ryger. Det er der enormt mange rygere, der er virkelig dårlige til, særligt efter den nye rygelov er trådt i kraft. Det er som om, rygerne nu føler sig hetzede, og at de reagerer ved at gå til modangreb på ikke-rygere ved at insistere på, at de må ose og lugte og puste røg direkte ind i hovedet på os, når og hvor det passer dem. Fordi det er synd, og nu skal vi i øvrigt ikke komme for godt i gang med vores nazi-metoder, og så kan vi bare rykke os, for vi skal vise hensyn, og der skal være plads til alle. Jeg er pisse ligeglad med, om du vælger at udsætte dig selv for rygning, bare du ikke udsætter mig for det. Respekt går begge veje.
Nu er det bare sådan, at rygning stinker helt vildt. Bogstaveligt talt. Det kan rygere ikke lugte, før de bliver ikke-rygere. Før min mor stoppede med at ryge, syntes hun også folk, var nogle hystader, men nu, hvor hun har været røgfri i to år og har fået sin lugtesans igen, kan hun så udmærket forstå, at vi ikke-rygere synes, det lugter helt afsindigt. Hun bruger nu meget tid på at undskylde, at hun ikke tog mere hensyn.
Hvis vi tager det her konkrete eksempel, jeg har skrevet om, og ser bort fra, at det både var ulovligt og brandfarligt, hvad hun gjorde, så synes jeg, det er virkelig uopdragent at stå og pulse på en smøg i en tætpakket forsamling, hvor de omkringstående ikke har mulighed for at flytte sig, hvis de føler sig generede – og nej, jeg er heller ikke nede med, at folk ryger på caféer, hvor man heller ikke bare kan rykke sig. Men ud over det, hvor er så respekten den anden vej? Hvorfor er det mig, der skal rykke mig, hvorfor ikke dig, der lige kan træde to skridt uden for?
Se, det forstår jeg ikke. Du vælger at lave en handling, der er til gene, og så er det mig, der skal skride? Det er da respektløst. Jeg giver dig helt ret, vi skal allesammen være her og acceptere hinandens forskelligheder. Rygere skal også acceptere, at ikke-rygere bliver generet af deres cigaretter og tage hensyn til det. Nogle gør det heldigvis, men langt fra de fleste. Det er som om de selv-retfærdige skal straffe os ikke-rygere for en lov, vi ikke har lavet. Bevares, jeg bifalder den! Nu kan man lugte prut og sved til koncerter i stedet, men det ER ikke mig, der har lavet rygeloven.
Så for at svare på dit spørgsmål: Jeg har boet i både København og London, jeg har ikke noget problem med at færdes i bilos eller gå forbi folk, der ryger. Men nej, jeg ville ikke stikke min babys hoved ind i osen.
Og så har du i øvrigt fuldstændig misset pointen i hele indlægget, når du vælger at fokusere på rygedebatten. Det, der var min pointe, var egentlig, at jeg med min baby i baghovedet nu endelig tør at sige til de der frelste ego-rygere, at de generer mig. Og at det giver styrke, fordi jeg nu har et ansvar over for andre end mig. Og at det er fedt!
Hejhej! :)
Hej igen:)
Tak for svar.
Jeg syntes egentlig ikke jeg misforstod noget, jeg var med dig. Lige indtil din baby blev bragt ind i problematikken, så blev det for mig skingert. Et, for mig, kønsneutralt ord. En mand kan sagtens være skinger.
Jeg er selv ikkeryger, og total ligeglad med om, og hvad, folk ryger, og ville selv blive sådan lidt “øjaltså” hvis nogen røg hvor det ikke var tilladt. Så jeg er med dig! Syntes bare dine ellers fornuftige argumenter blev taget til nye højder, da det pludselig kom til at handle om baby derhjemme.
Når det så er sagt, så ja, så gror der hår og kløer ud sjove steder, når man får sådan et stk lillemenneske lagt op på maven. Jeg forstår.
Jeg ville egentlig bare lige sige til dig, og mig selv, at vi måske nogen gange, sådan helt generelt, skal tage en rolignukiks. Så nu vil jeg så selv æde en med morgenkaffen:)
Hav en dejlig dag! Og så i øvrigt tak for fin blog.
Jamen, det var jo også præcis det, jeg prøvede at sige, nemlig at jeg pludselig kunne mærke kløerne :) Så var det bare lige cigaretten, der blev den afgørende dråbe, de havde jo irriteret mig (og alle andre omkringstående) på andre måder. Er helt enig med dig i, at vi generelt alle skal blive bedre til at tage hensyn, der er gået ret meget egoisme i samfundet, synes jeg :)
Det er blandt andet derfor, jeg lader folk komme foran i køen, holder døren, rejser mig op i bussen for gravide og ældre og lader rygere være, så længe de altså ikke generer mig alt for meget ;)
Hvis du nu bare havde skrevet det, i stedet for at kalde mig hønserøv, så kunne vi have nikket i samme takt hele vejen ;) Nyd kiksen og kaffen! :)
Tak – og håber også du får en rigtig dejlig dag :)